Vejlesøparken, den 1. juni 2021
Her til aften ankom Nordsjællands Brandvæsen til Vejlesøparken Blok 1 og gennemførte en standard brandøvelse, der ifølge proceduren ikke blev varslet.
Jeg talte med øvelseslederen, der forklarede at de tjekkede stigrør, adkomst til lokaler m.v. Faktisk er Vejlesøparkens blok 1 den eneste “høje” bygning i Rudersdal Kommune og derfor udvalgt til brandøvelsen.
Umiddelbart så det ud til, at alle vores brandfaciliteter var i orden, men officielt vil evt. mangler blive rapporteret til Rudersdal Kommune, der er myndigheden på området.
Det er betryggende, at få tjekket brandsikkerheden af fageksperten. Skulle der være fejl eller mangler, så vil disse straks blive udbedret.
Fra Beredskabsstyrelsens hjemmeside
Øvelser er en central del af beredskabsarbejdet. Formålet er at afprøve og udvikle organisationens medarbejdere, planer og procedurer, materiel og teknologi samt samarbejdsrelationer.
Alle organisationer med beredskabsansvar bør planlægge for at afholde regelmæssige og varierede øvelser, for at forberede håndteringen af større ulykker og katastrofer. Dette sker bedst ved, at organisationen både afholder egne interne øvelser og deltager i tværgående øvelser med fokus på samarbejde, som arrangeres af andre.
For at en øvelse skal give grundlag for læring og på sigt forbedring af organisationens krisestyringskapaciteter, er det vigtigt der skabes plads til at kunne begå fejl. Det betyder at øvelsen giver bedst udbytte, hvis den afholdes inden for et område hvor der er forbedringspotentiale. Ligeledes er det vigtigt at øvelsesdeltagerne opfordres til at finde svagheder og komme med konstruktive løsninger på mangler.