Tragisk Hændelse

Opdatering 4. februar 2021:

En 54-årig mand forsøgte tirsdag at slå sin ti år yngre kæreste ihjel i deres hjem i Holte.

Det mener politiet, og anklager Michael Quist fortæller, at manden er sigtet for drabsforsøg. Onsdag blev den 54-årige stillet for en dommer i Retten i Lyngby, som afgjorde, at han skulle varetægtsfængsles i foreløbig fire uger.

Dommeren har dog vurderet, at han ikke er i stand til at sidde fængslet i en almindelig arrest. Han er derfor fængslet i surrogat, hvilket ofte dækker over, at man er fængslet på en lukket psykiatrisk afdeling.

Anklageren fortæller, at manden og kvinden boede sammen i hjemmet i Holte, hvor overfaldet fandt sted.

– Han er sigtet for forsøg på at slå kvinden ihjel ved kvælning, siger Michael Quist.

Det var klokken 14.37 tirsdag, at politiet fik melding om overfaldet. Onsdag eftermiddag er kvinden fortsat i kritisk tilstand.

Manden var tavs i retten onsdag. Retsmødet blev dog holdt for lukkede døre, så nærmere detaljer om sagen hemmeligholdes. Men forsvareren fortalte dog, hvordan manden forholdt sig til den alvorlige mistanke.

– Ifølge forsvareren kunne han erkende de faktiske forhold, siger Michael Quist.

/ritzau/

Opdatering 5. februar 2021:

En 44-årig kvinde fra Holte er død. Hun har været i kritisk tilstand, siden hun tirsdag blev udsat for drabsforsøg.

Det oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.

Kvinden blev tirsdag forsøgt kvalt, hvorefter hendes 54-årige kæreste blev anholdt og sigtet for drabsforsøg.

Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Kvinden og manden boede sammen i Holte.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.37 tirsdag.

Manden var tavs i retten onsdag. Retsmødet blev holdt for lukkede døre, så nærmere detaljer om sagen har været hemmeligholdt.

Den 54-årige mand blev fængslet i surrogat. Det dækker over situationer, hvor den sigtede ikke tilbageholdes i et arresthus, men eksempelvis på en institution eller en psykiatrisk afdeling.

/ritzau/

Comments are closed.