Holte, den 15. juni 2017.
Den 8. juni 2017 informerede vi om, at Vejlesøparkens bestyrelse ville tage et indledende sonderingsmøde med de nye ejere af restejendommen. Dette møde blev afholdt den 14. juni, hvor CFO og partner Per Yderholm og udviklingschef Nicolai Fuglsang fra Core Property Management (CPM) besøgte Vejlesøparken.
Opdateret 23. juni 2017
De væsentligste punkter fra dette møde var:
- CPM gav udtryk for, at de havde købt lejlighederne i Vejlesøparken fordi dette køb passede perfekt ind i deres investeringskoncept.
- CPM gav udtryk for, at de fandt Vejlesøparken som en veldrevet beboelsesejendom, og at deres langsigtede strategi er at gøre stedet endnu mere attraktivt fremover. CPM tænker langsigtet i deres kapitalafkast model. Disse interesser er generelt sammenfaldende med beboernes interesser.
- Datoen for den ekstraordinære generalforsamling blev drøftet, og man blev enige om onsdag den 30. august 2017 kl. 19:00. Hovedformålet med denne ekstraordinære generalforsamling er at få genetableret en fuldtallig bestyrelse. I den forbindelse kan CPM imødekomme enkeltejernes ønske om at sammensætte de tre bestyrelser (G/F, 1DY og 1DT) i forhold til det antal lejligheder, som denne ejerkreds repræsenterer. Dvs. at enkeltejernes repræsentanter vil blive tildelt formandsposten og to bestyrelsesposter og CPM vil blive tildelt to bestyrelsesposter i hver af de tre foreninger.
- På sigt vil CPM implementere Management-delen af deres investeringskoncept med fokus på maksimering af lejeindtægterne gennem genudlejning og forbedringer samt evt. bedre udnyttelse af de af dem ejede kælderrum. Samtidigt vil CPM medvirke til optimering af driftsomkostningerne til administration, forsikring og løbende vedligehold gennem valget af eksterne leverandører.
Generelt oplevede bestyrelsen de nye medejere som værende samarbejdsorienterede og pragmatiske. Der er sammenfaldende langsigtede interesser omkring at bevare Vejlesøparken som et attraktivt sted at bo. Og der er fælles interesse i en optimering af ressourceudnyttelsen. Vejlesøparken skal fortsat være ”premium real estate” – et veldrevet sted i smukke omgivelser
Venlig hilsen / Pierre Ørndorf & Jens Bache